Projektorienteret undervisning

Ideer til undervisning på basisniveau (1.g/HF-fællesfag) med havet som fællesnævner (men kan også i tilpasset form anvendes på andre niveauer og til andre temaer!!!)

Nøgleord :
projektorienteret arbejdsform elevmedansvar ang. fremskaffelse af f.eks. litteratur elevkontakter "ud af huset" via ekskursion, studiebesøg, e-mails, internet m.v. udfordring af elevernes kreative sider mundtlig og skriftlig formidling af anstrengelserne.

 

Forslag til den mere konkrete tilgang :
1. Elevgrupper : med udgangspunkt i egne ideer eller idekataloget over mulige emneområder/temaer (se denne) dannes et passende antal elevgrupper á 3-4 elever, så eleverne så vidt muligt kommer til at arbejde med et ønsket
emne.

2. Nøgle-litteratur : hver gruppe forsynes med få siders nøgle-litteratur om emnet, udvalgt af læreren. Denne litteratur er en del af pensum for hele holdet ved eksamen.

3. Problemstillinger : nøgle-litteraturen bearbejdes af gruppen, der indkredser og kortfattet beskriver (f.eks. i en dagbog udleveret til hver gruppe) de centrale temaer og sammenhænge. Er der desuden interessekonflikter involveret, beskrives parterne og deres respektive interesser.

4. Litteratur-søgning : supplerende litteratur opsøges af eleverne på biblioteker, via internettet osv.

5. Anden information : andre nødvendige oplysninger fremskaffes på ekskursioner, via studiebesøg, via mails, internettet, telefonopringninger m.v.

6. Bearbejdning : litteraturen og øvrige input bearbejdes med henblik på den mundtlige og skriftlige formidling.

7. Skriftlig formidling : hver gruppe producerer en folder (max. èn A-4 side = krav om begrænsning = krav om at vælge det centrale) eller et indlæg til skolens hjemmeside på nettet. Det skriftlige produkt skal afleveres til læreren, der kommenterer og retter grove fejl, inden eleverne færdiggør materialet. Dette skriftlige og af læreren "kontrollerede" materiale udgør også en del af pensum til eksamen. Eller kan betragtes som værende en rapport. Elevernes kreative sider kommer til udtryk her, idet også lay-out´et er en væsentlig parameter for læsbarheden!

8. Mundtlig formidling : hver gruppe får f.eks. 45 minutter til rådighed til denne formidling til de øvrige elever. På forhånd har alle i klassen forberedt sig til fremlæggelsen via læsning af nøgle-litteraturen og via læsning af det skriftlige produkt. Kravet til den mundtlige formidling kan være anvendelse af tavle, OHP eller lignende. Desuden kan det være et krav, at den øvrige klasse inddrages; de har jo læst "lektien".


Tidsplan m.v. :
der er ikke her skønnet over et realistisk tidsforbrug, men et tidsskema over hele forløbet produceres selvsagt forlods af læreren, så eleverne kan se, f.eks. hvornår deres folder/homepage-indlæg skal være klar, hvornår det er deres tur til den mundtlige formidling m.v. før eleverne starter ud med det projektorienterede arbejde, kan der evt. være gennemgået på mere traditionel vis nogle grundlæggende fysiske, kemiske, geografiske og biologiske forhold vedrørende havet. En fælles ballast.
på basisniveau vil det være oplagt at overveje at gøre projektet tværfagligt. Der må så indarbejdes krav undervejs, bl.a. vedrørende valg af temaer, der tilgodeser de deltagende fag.
lykkes forløbet ud over det sædvanlige, kan det overvejes at afslutte med en præsentation overfor f.eks. forældrekredsen. Igen stilles så krav til formidling, men nu til en noget anden målgruppe. Og forældre er taknemmelige publikummer!
har man internationale kontakter, eller ønsker man at etablere sådanne, er der en oplagt mulighed for elevkommunikation via e-mails. Oceanerne er "world-wide" og mange temaer kunne med fordel belyses via elevsamarbejde på tværs af lande- og havgrænser.

 

.